Kun højder frygtes mere end tandlæger

 

 

Når tandlæger skildres i film og tv-serier, er det ofte enten som skræmmende sadister eller som figurer, andre håner og griner af. Ikke ligefrem tillidsvækkende roller.
 
Næst efter højder er tandlæger da også den hyppigste årsag til menneskers angst. Op mod halvdelen af den danske befolkning lider af tandlægeskræk i en eller anden grad varierende fra en smule nervøsitet til panisk angst og decideret fobi.
Det fortæller dr.odont., ph.d. Rod Moore i sin doktorafhandling om tandlægeskræk.
 
Tandlægeskræk skyldes ofte dårlige oplevelser hos tandlægen, især i barneårene. Ifølge Rod Moore har de fleste med stærk angst for de hvidkitlede tandlæger oplevet et tandplejepersonale, der ikke har respekteret deres personlige grænser, hvilket efterfølgende har sat gang i en cirkel af utryghed, undgåelse af behandling, skam og flovhed.
 
Genetablering af tillid og tryghed er altafgørende for at få de angste patienter (tilbage) i tandlægestolen. Rod Moore har undersøgt virkningen af tre forskellige terapeutiske metoder, nemlig hypnose, gruppeterapi og individuel tilvænningsbehandling med afspænding. Ingen af metoderne udmærkede sig særligt, men alle tre viste bedre resultater end almindelig behandling i privat praksis.
 
Rod Moore opfordrer sine tandlægekolleger til at være særligt opmærksomme på at hjælpe utrygge og angste patienter.
 
Tandlægernes eget stressniveau og jobtilfredshed har også betydning for patienternes oplevelser i stolen. Det handler om at føle sig godt tilpas – for alle parter. For hvad der er godt for patienten, gavner også på tandlægen. Og hvad der er godt for tandlægen, gavner patienten, siger Rod Moore i Tandlægebladet. 



 
Kilde: Pressemeddelelse fra Tandlægeforeningen 15. marts 2007.
Læs mere i Tandlægebladet nr. 4, 2007 eller på www.tandlaegebladet.dk.
 

 
 
 

 

 
logo
Gladtand.dk er medlem af co2 neutralt website
tandlaege-foreningen
Websitet anvender cookies til blandt andet at huske dine indstillinger og statistik.
Vilkår for cookies Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter